La Fleche 2019

foto: F. Bjørnsteen

Klokken er ikke meget over 09:00 da Jørn sætter sig bag rattet i den blå Berlingo og kører ad landevej og den sydjyske motorvej mod Vejle. Vejrudsigten lover sol og meget ringe vind, denne lørdag i april. Allerede et par timer senere vil starten til årets første vintage løb gå, og Jørn er opsat på at køre efter podiet i den anden udgave af La Fleche Vejlonne. På Fyn er Jan og Jan kørt hjemmefra. Jan C. har pudset sin grønne racer. Han har forberedt sig grundigt til dette løb. Specialtræning på de østfynske ardennerbjerge, en veltilrettelagt diæt af pasta, rebvet ost og mandler og dertil et utal af Facbook opslag gør, at Jan C. er tændt som en kanonkonge. Panzerwagn fra Odense har gjort sin gule Fondriest klar, monteret sorte Mavic hjul og gjort kæden helt ren. Den skinner kraftigt i de første solståler, da han sætter cyklen på sin sorte Alfa i midten af Odense, måske skal han skrive et eventyr denne dag og tage bakkepoint?

Da jeg møder op på parkeringspladsen lidt før 10:30 på toppen af Vejle og med udsigt til den lange fjord, er der allerede fyldt godt op med biler. Udenfor dem står en stor gruppe af voksne mænd klar i nylon og uld. Der er ryttere fra forskellige vintage hold, Peugoet recycled, Molteni, Beder og Brooklyn og hertil et stor antal privat kørere. Fælles for alle er en dedikation og en glæde ved cyklerne, cyklingen, sporten, sammenholdet og udfordringerne ved dette gentleman-race i de vejlensiske bakker. Ud tager jeg min lilla Vitus med de meget høje Gipiemme hjul og får hentet startnummer (11). Så får jeg øje på sidstemanden i dagens trup. Fra Ry er AMJ kørt ned for at vise den røde trøje frem. Stadig med stort fuldskæg, men dog med en trimmet krop, som han sidst brillierede med ved forårets samling på Odense cykelbane. AMJ er smilende, men vil ikke afsløre planerne for dagens race.

Briefing kl. 10:45, hvor løbsleder Bjørnsteen ligger en stikpille til K-Werk om at vi igen er spredte. Jeg får ham gjort klart, at vi ikke slikker baghjul, men godt kan køre selv! Starten går mod Vinding i sol og behagelige temperaturer. Kort/kort har de fleste valgt, og da det stadig er tidligt på året, er benene mere blå end brune denne morgen. Vi kører samlet mod dagens første stigning, Kiddesvej, men allerede efter 6 km får jeg en flad. Det er baghjulet, der løbet tør for luft, og eftersom der hverken er servicevogn med eller at de andre venter, er jeg nu helt alene. Jeg får skiftet slangen og hurtigt fyldt CO2 på. Og så starter jagten på feltet. Jeg skønner at kunne nå dem inden bakken fra Ribevej mod Skibetvej, en led satan, Sandagerbakken. Jeg er glad for mine gear i dag, 34 foran og 28 bag er for mig en god gearing op ad Sandagervej. Jeg når som den første toppen og sætter mig godt tilrette for at vente på feltet. En banan og en slurk af drikkedunken. 750ml er nok alligevel for lidt i dag. Solen har ryddet himlen og regerer i ensom majestæt på det blå tæppe. De sædvanlige fuglefløjt er sød musik i ørerne og forstyrres kun af enkelte biler, som i 2 eller 3 gear snor sig op ad bakken. Jeg laver et kort opslag på Facebook, jeg har jo god tid, de andre skal jo lige op ad Højen Skovvej og så til Nr. Vilstrup, inden også de skal træde mange watt op ad Sandager. Jo, der er stadig luft i den bagerste ring og eftersom jeg har poleret det smukke aluminiumsstel, så er der masser af bling effekt på denne bakketop. Sammen med de andre går det nu ned ad bakke mod Skibet og på vej mod Jennum.

IMG_2178

Dér er endnu en stigning, lang og led. Jeg har aldrig brudt mig om denne stigning. Det er som om den ikke rigtig kommer i gang. Den er ikke stejl som mange andre, og den har altid taget kræfterne ud af mine ben, selvom der findes andre, stejlere og længere stigninger. Jeg ligger midt i feltet og får talt med et par af de andre. Det er det der er det gode ved et gentleman-race. Mellem bakkerne er feltet samlet, og der er plads til smalltalk. Jennum bakken og jeg er uvenner, og konfliktsky som jeg er denne lørdag, vælger jeg at lade den passe sig selv! Jeg tager en hurtig og resolut beslutning og drejer af i bunden. Det nye gule styrbånd ligger godt i hånden og klæder den lilla ramme. Villigt smyger det sig om Mavic bøjlen. Det føles rigtigt at gøre. I den samlede stilling er jeg alligevel al for tung og i stedet for at lide vælger jeg fornøjelsen og kører direkte mod Julius Jepsensvej. Smal, snæver og trang smyger den sig op. Den er lang og med skiftende procenter. Se, det er en rigtig stigning. Dén kan jeg lide. Endnu engang er 34-28 min klare favorit. Jeg bliver siddene på Regal sadlen og lister op til toppen af asfaltvejen. For heroppe ændrer bakken karaktér. Den flader ud og går over i grus. Et pavé stykke på ca. 300 meter ligger nu foran. Ikke det naturlige valg for mine Michelin BIB 20mm foldedæk. Egentlig kan de tage 12bar tryk, men det tør jeg ikke udsætte de 60mm høje alufælge for. Så jeg har kun lagt 8,5 bar i fra start, hvilket jeg synes er fint. Havde den været enkelstart på glat asfalt havde jeg nok valgt 10bar.

I støvet fra de små sten køres der frem mod Urhøj. Jeg tager teten et godt stykke og får vekslet nogle ord med løbsleder Bjørnsteen. Han er i godt humør og har al mulig grund til at være tilfreds med arrangementet. Solen skinner, det er lunt, ingen vind, alle jeg møder er enten glade eller skærer en grimasse der ligner. Nok er mine dæk helt ubrugte, kun trænet på dem én gang før løbet i dag. De virkede friske og smidige da jeg satte dem på for nogle dage siden. Stramme var de at få på fælgen, men ikke umulige. Og med en smal slange sidder de flot. Det er med tan wall og passer perfekt til denne 80’er cykel, men efter helvedes forgård fra bunden af Jellingvej og med mindst 20 procent stigning, må jeg igen konstatere at ikke kun mine lunger taber pusten, men også baghjulet.

Kim Madsen fra Børge Madsen Cyker står i baggården og er ved at skrive en besked på telefonen, da jeg drejer ind i gården vedx butikken i Vedelsgade. Han står bag lågen til værkstedet og genkender mig straks. Uden tøven hjælper han mig med slanger, luft og fælgbånd. Jeg tager den med ro og får monteret en ny slange på mit blanke Gipiemme tecno 416 hjul. Efter denne, igen ufrivillige, pause kan jeg køre afsted mod munken. Jeg ruller gennem Vejle ad Skyttehusgade og Østerbrogade, inden jeg i et virvar af kegler drejer mod venstre ud af Ibæk Strandvej. Ingen vind, viser sig som led modvind på turen ud mod hotellet, Kwaremont øl og en bid brød. Men først skal en cykelsti, der har en belægning, der passer til et monument, forceres, ligesom den lille stigning op mod Hotel Munklebjerg. I gamle dage var der en rulletrappe op, når man lagde til med færgen fra Vejle havn. I dag er der enten den snoede vej eller en laaaang trappe op fra bunden til toppen. Jeg kan træde 34-26 det meste af vejen op, kun efter de sidste højresving må jeg bruge det letteste gear.

Der står hun og smiler. Med rød kjole og kold øl tager hun imod. Det er Maria som hepper på mig. Hyggeligt at møde hende og vi får talt lidt om manglende træning og trætte ben. Kaj Lykke kommer også forbi og Joseph er der også – han har taget Munkebjerg 2 gange, han fór vild tidligere og ville ikke sidde på sin flade, efter at have kørt hele vejen fra København til det solrige Jylland. Vi får sniksnakket lidt inden vi kører op til målstregen, hvor vi kan følge slagets gang. Morten Mejsen er stukket og kommet op langt foran feltet. Hans hvide tænder matcher den hvide trøje med de sorte tern og glad er han. Han tog chancen og kørte allerede tidligt på strandvejen. De kolde øl smager dejligt, dér på parkeringspladsen ved hotellet.

Der uddeles præmier, og jeg kan konstatere at have gjort det helt rigtige. Jeg tegnede en kontrakt på 30 år med Jørn Nielsen tidligere på året. Det skete på et stykke køkkenrulle i et sommerhus ved Pøt. Dér står han med team trøjen og har kørt sig til en aldeles velfortjent 3. plads. Han smiler med præmien i hånden, en bog om Riis. Riis vandt tilbage i 1995 en flot enkelstart på selvsamme stigning, som vi står på nu. Molteni og Peugeot-recycled er slået. Flot. Men ingen glæde uden skår. Panzerwagn styrtede tidligere på dagen og må sendes direkte til konsultation hos Docteur Eberhardt. Jan C. kan lave endnu et facebook opslag, hvor han kan være tilfreds med sin præstation, også han er sikret en fremtid på Team K-Werk. Hjemme igen på Ribevej kan jeg pakke cyklen ud af bilen, få chattet lidt med den skadede Jan og begynde på en opsamling af dagens begivenheder. Det blev til to røde arme og en rød nakke. En banan og væske røg ned undervejs. En dejlig lørdag i Vejle.

Foto: F. Bjørnsteen & Bagmanden

Text: Bagmanden……………

 

1 thought on “La Fleche 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *